Napolitanske sange forklaret

Hvad en napolitansk sang er

Betegnelsen dækker over traditionelle sange på napolitansk, og Wikipedia slår fast, at hver eneste af dem er skrevet og opført på dette sprog. De synges som regel af en solistisk mandsstemme, selv om også kvindelige solister opfører dem, og almindelige former omfatter kærlighedssangen og serenaden. Det er en anden tradition end operaen: sangene står på egne ben uden nogen handling omkring sig, og derfor passer de så let ind mellem arierne.

Konkurrencen i Piedigrotta

Ifølge samme artikel blev napolitansk sang i 1830'erne en institution gennem en årlig konkurrence om nye sange, afholdt i forbindelse med Piedigrotta-festivalen, som ærer Madonna di Piedigrotta, en kirke i Mergellina i Napoli. Den første vinder var Te voglio bene assaje, som traditionelt tilskrives Gaetano Donizetti, selv om en artikel fra 1984 ikke fandt historiske beviser herfor. Festivalen blev afholdt regelmæssigt, indtil den blev opgivet i 1950, og senere sange er også blevet klassikere.

’O sole mio

’O sole mio stammer fra 1898. Giovanni Capurro skrev teksten, og Eduardo di Capua krediteres for musikken, selv om Wikipedia tilføjer, at en retsafgørelse i Torino i 2002 stadfæstede Alfredo Mazzucchis krav på medforfatterskab til nogle af di Capuas sange. Titlen betyder min sol. Luciano Pavarotti, Enrico Caruso, Beniamino Gigli, Andrea Bocelli og Mario Lanza er blandt de sangere, der har fremført den, og Pavarotti vandt i 1980 en Grammy for Best Classical Vocal Performance for sin version. Det er den sang, alle tre sangere fremførte sammen ved koncerten i Rom i 1990.

Funiculì, Funiculà

Luigi Denza skrev melodien i 1880 i Castellammare di Stabia, sin hjemby, oplyser Wikipedia, og journalisten Peppino Turco leverede teksten og skulle efter sigende have igangsat værket som en spøg. Året markerede den første funiculærjernbane op ad Vesuv, som sangen fejrer. Den blev første gang sunget på et hotel i Castellammare di Stabia og indgik derefter i Piedigrotta-festivalen. Turcos napolitanske vers lader en ung mand sammenligne sin elskede med en vulkan og bede hende om at køre med ham til kraterets rand.

Hvordan tenorerne bragte sangene ud i verden

Wikipedia tilskriver emigranter fra Napoli og Syditalien i perioden omkring 1880 til 1920 æren for at have bragt sangene ud over hele verden. Tidligt i 1900-tallet sang tenoren Enrico Caruso sin fødebys musik som ekstranumre i New York på Metropolitan Opera og indspillede mange af sangene. Disse indspilninger blev en del af den operatiske tenorers standardrepertoire; artiklen nævner Beniamino Gigli, Franco Corelli, Mario Del Monaco, Giuseppe Di Stefano og Tito Schipa blandt de sangere, der fulgte i hans fodspor.

Hvad mandolinen tilfører

Booking-siden nævner et kammermusikensemble med klaver, kontrabas og mandolin. Wikipedia beskriver mandolinen som et knipset instrument i lutfamilien, oftest med fire kor af dobbeltstrenge stemt som en violin. Den napolitanske mandolin har en rund, skålformet bagside og stammer fra midten af 1700-tallet. Fordi tonerne dør hurtigt hen, bruger spillerne tremolo – hurtig anslag af en eller flere strengpar – for at holde dem klingende, hvilket giver de napolitanske akkompagnementer deres skær.

Ved koncerten i Firenze

Booking-siden nævner ’O sole mio og Funiculì, Funiculà blandt de napolitanske sange side om side med arier fra La traviata, Rigoletto og Tosca. Programmerne skifter, og ingen sang er garanteret for en given aften. Wikipedia siger, at alle napolitanske sange synges på napolitansk, så ordene kan lyde fremmede selv for en, der kender operaarierne. Melodierne behøver ingen oversættelse, og det er netop pointen med at medtage dem.

Læs næste: Operakoncert i Firenze